Forside
Velkommen til venepumpeøvelser
Ved at udføre venepumpeøvelser kan du hjælpe din krop til at få en bedre blodgennemstrømning. Dermed undgår du, at der ophober sig blod i ben, fødder og underliv, hvilket ellers kan være irriterende og smertefuldt.
Venepumpeøvelser er en betegnelse for de øvelser, der kan hjælpe med at bringe blodet tilbage til hjertet. Mange døjer med hævede fødder og ben på grund af, at de bliver fyldt med blod, fordi blodet har svært ved at komme tilbage til hjertet, så det igen kan blive fordelt i kroppen.
Ved at udføre øvelser, hvor du bevæger musklerne i benene og fødderne på forskellig vis, kan du hjælpe venerne til at sende blodet tilbage til hjertet. Kombinationen af musklerne, der hjælper venerne, bliver kaldt en venepumpe, og det er altså derfor, at det hedder venepumpeøvelser.
Det er meget simpelt for dig at udføre venepumpeøvelser. Du behøver ikke at have noget særligt udstyr til at gøre det. Det er derfor nemt for dig at komme i gang med at gøre det med det samme.
Derfor er venepumpeøvelser vigtige
Hvis blodet har svært ved at komme fra din underkrop, kan det have en lang række forskellige konsekvenser for dig. Det kan være lige fra de lettere irriterende til de virkelig indgribende.
Hvis der samler sig for meget blod i dit underliv, kan det føre til en tyngdefornemmelse, spændinger eller ømhed i underlivet. Det kan gøre, at underlivet hæver op, at du får en udspilet mave, og at du får hæmorider. Hvis der samler sig for meget blod i dine fødder og ben, kan det gøre, at leddene kommer til at gøre ondt.
Der er en myte om, at venepumpeøvelser kan hjælpe på åreknuder. Det er dog ikke sandt. Det kan hjælpe med at symptombehandle, fordi blodet bliver presset opad, men åreknuderne skyldes, at veneklapperne er bristede, og det kan ikke repareres med øvelser.
Hvem har brug for venepumpeøvelser?
Alle kan komme til at lide af hævede ben og fødder og dermed have brug for venepumpeøvelser. Der er dog nogle målgrupper, der er særligt disponerede for det. Det er gravide og ældre.
Gravide
Hos de gravide begynder den voksende livmoder at presse på blodårerne og venerne i benene. Det gør det sværere for blodet at løbe tilbage til overkroppen. Derfor oplever mange gravide at få hævede ben og fødder.
Ved at sidde og ligge med benene hævet, undgå at stå for meget og udføre venepumpeøvelser hver dag, er det muligt for dig at få blodet tilbage til overkroppen, så du slipper for de hævede ben. Når du har født, vil din blodgennemstrømning i kroppen blive normal igen.
Der er dog også nogle situationer, hvor du bør søge læge, hvis dine fødder og ben hæver. Hvis det kun er den ene fod eller det ene ben, der hæver, kan det være et tegn på en blodprop. Hæver dine ben eller fødder meget hurtigt op, kan det være et tegn på svangerskabsforgiftning. Hvis dine hævede ben er kombineret med åndedrætsbesvær, kan det være den sjældne graviditetssygdom kardiomyalgi. I alle tre tilfælde bør du altid søge læge.
Ældre
Når du bliver ældre stiger din risiko for at have hævede ben. Det kan skyldes, at du sidder eller ligger mere ned, hvilket gør det sværere for blodet at løbe rundt i kroppen. Det kan også skyldes overvægt og en række sygdomme. Er du i tvivl om, hvorfor du får hævede ben, er det derfor altid en god ide, at du går til lægen og får det undersøgt.
Lige som med gravide kan du blive godt hjulpet af, at du udfører venepumpeøvelser hver dag. Dermed hjælper du din krop til at få en bedre blodgennemstrømning.
Hvordan skal jeg lave venepumpeøvelser?
Venepumpeøvelser er simple øvelser, hvor du bruger din krop, din vejrtrækning og tyngdekraften til at fordele blodet bedre i kroppen og dermed undgå for eksempel hævede ben og fødder. Du bør udføre øvelserne hver dag og kan også sagtens udføre dem flere gange om dagen, hvis du føler behov for det.
Øvelse 1:
Start med at ligge på ryggen med bøjede knæ. Hæv din bækkenbund, så ryggen bliver lige, ånd ind og ånd ud og sænk så bækkenbunden igen. Gentag øvelsen 5-10 gange.
Øvelse 2:
Lig på ryggen med det ene ben bøjet, og det andet ben strakt mod loftet. Bøj og stræk i det ben, som du har løftet. Gentag øvelsen 10 gange på hvert ben.
Øvelse 3:
Lig på ryggen lige som før med det ene ben bøjet og det andet ben strakt mod loftet. Bøj og stræk nu foden, så den skiftevis er horisontal og peger mod loftet. Gentag øvelsen 10 gange med hver fod.
Øvelse 4:
Lig på ryggen med bøjede ben og fødderne i underlaget. Pres benene sammen og spænd i bækkenbundsmuskulaturen, som når du skal holde på urin. Løft og sænk bækkenbunden. Gentag øvelsen 10 gange.
Øvelse 5:
Læg dig på alle fire på gulvet, hvor du støtter på underarmene. Bøj det ene ben op til brystet og stræk det derefter bagud og op. Skift derefter ben. Gentag øvelsen 10 gange på hvert ben.
Sov med løftede ben
Hvis du lider meget af hævede fødder og ben, kan det også være en hjælp for dig, at du sover med benene hævet over hjertehøjde. Har du en elevationsseng, er det oplagt, at du løfter fodenden med den. Så kan du automatisk få løftet benene til en højde, der er behagelig.
Har du ikke en elevationsseng, kan du i stedet prøve at lægge en pude under fødderne og se, om det kan gøre en forskel for dig.
Venepumpeøvelser er særligt vigtige for dig, der står meget op
De fleste af os har hørt, at det er godt, at vi står meget op i løbet af dagen. Det er sundt for ryggen og gør, at vi forbrænder lidt flere kalorier, end når vi bare sidder ned.
Der er dog også en bagside ved at stå meget op. Det er, at blodet har sværere ved at komme op til hjertet, når du står op i længere tid. Det kan føre til, at dine fødder og ben bliver hævede. Derfor er det særligt vigtigt, at du sørger for at udføre venepumpeøvelser, når du står meget op i løbet af dagen.
Har du mulighed for at sætte dig ned med jævne mellemrum, bør du gøre det. Derudover er det også vigtigt, at du jævnligt skifter stilling, og at du har nogle gode sko på.